Udgifter til den fælles landbrugspolitik

Denne graf viser udviklingen i udgifterne til den fælles landbrugspolitik i årenes løb som en del af EU-budgettet. Andelen er faldet i løbet af de seneste 40 år fra 65,5 % i 1981 til ca. 23,5 % i 2022. Dette fald er fortsat, også efter flere EU-udvidelser.

Den nedadgående tendens i den fælles landbrugspolitiks andel af EU's udgifter skyldes hovedsagelig reformer af den fælles landbrugspolitik og den stigende andel af andre EU-politikker i EU's udgifter. De kraftigere fald i 2021 og 2022 hænger sammen med en stigning i EU's samlede udgifter til Next Generation EU.

^{Kilde: Udgifter til den fælles landbrugspolitik – Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter EU's udgifter: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Handel}

Denne graf viser udviklingen i udgifterne til den fælles landbrugspolitik og de politiske ændringer.

• I 1980'erne gik udgifterne til den fælles landbrugspolitik hovedsagelig til prisstøtte gennem markedsmekanismer (offentlige indkøb, også kaldet intervention, og eksportsubsidier), som steg ved udgangen af årtiet på grund af landbrugsoverskud.
• Med reformen af den fælles landbrugspolitik i 1992 blev markedsprisstøtten reduceret og erstattet med producentstøtte i form af direkte betalinger. Udgifterne til udvikling af landdistrikterne steg også.
• Agenda 2000 videreførte reformprocessen. Udvikling af landdistrikterne blev indført som et nyt grundelement i den fælles landbrugspolitik.
• Med 2003-reformen blev de fleste direkte betalinger afkoblet fra den aktuelle produktion, da de var baseret på landbrugerens tidligere indtægter. Udgifterne til udvikling af landdistrikterne fortsatte med at stige.
• Med sundhedstjekket i 2008 tog man flere skridt på vejen mod en reform af den fælles landbrugspolitik og reducerede markedsstøtten yderligere.
• 2013-reformen fastholdt den markedsorienterede reformproces, og samtidig styrkedes forbindelsen mellem afkoblet direkte støtte og miljø- og klimatiltag.
• På trods af flere udvidelser faldt den fælles landbrugspolitiks samlede udgifter som andel af bruttonationalproduktet (BNP) faktisk fra 0,54 % i 1990'erne til 0,36 % i 2022. UK's udtræden resulterede i en relativ stigning til 0,38 % af EU's BNP i 2021.

^{Kilder: Udgifter til den fælles landbrugspolitik: Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter 2023-budgettet: GD Budget BNP: Eurostat Årlige udgifter i løbende priser
*2023: budgetbeløb}

Denne graf viser udviklingen i udgifterne til den fælles landbrugspolitik siden 1980.

• Siden 2015 har direkte betalinger omfattet både obligatoriske og frivillige ordninger, afhængigt af de enkelte EU-landes valg.
• De skraverede områder i diagrammet viser, at der er fokus på miljømæssig bæredygtighed – de repræsenterer den grønne betaling (2015-2022) og økoordningerne (2023) samt den andel af bevillingen til udvikling af landdistrikterne, der er afsat til miljø- og klimarelaterede tiltag.
• Udgifterne til anden markedsstøtte i de seneste år omfatter hovedsagelig udgifter til nationale vinprogrammer, producentorganisationer i frugt- og grøntsagssektoren, skoleordningen for frugt, grøntsager og mælk, salgsfremstød for landbrugsfødevarer og biavl.

^{Kilder: Udgifter til den fælles landbrugspolitik i tidligere år: Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, 2023-budgettet: GD Budget BNP: Eurostat og Global Insight
*2023: budgetbeløb}

Faktorindkomsten i landbruget er indkomst, der genereres af landbruget, og som anvendes til at betale for: 

• lånte/lejede produktionsfaktorer (kapital, lønninger og jordleje)
• egne produktionsfaktorer (egen arbejdskraft, kapital og jord).

Dette indkomstbegreb er velegnet til at måle virkningen af ændringer i niveauet for offentlig støtte (dvs. direkte betalinger) på landbrugernes evne til at tilbagebetale kapital og betale lønninger, forpagtningsafgifter og egne produktionsfaktorer. Denne indkomstindikator gør det muligt at sammenligne egne og eksterne produktionsfaktorer, som ofte varierer betydeligt fra det ene EU-land til det andet.

Forskelle mellem de enkelte EU-lande:

• Mange EU-producenter er stærkt afhængige af offentlig støtte (f.eks. direkte betalinger og midler til udvikling af landdistrikter). Den gennemsnitlige andel af direkte betalinger i landbrugsfaktorindkomsten i 2017-2021 var på 23 %. Dette dækker imidlertid over betydelige forskelle mellem EU-landene, fra 20 % eller mindre i Cypern, Holland, Italien, Malta, og Spanien til mere end 40 % i Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet og Sverige. Hvis man medregner alle subsidier, nåede andelen af den samlede EU-støtte op på 32 % af landbrugsindkomsten i gennemsnit i EU.
• Denne store variation i andelen af offentlig støtte i landbrugsindkomsten afspejler den nuværende fordeling af støtten i EU-landene (primært baseret på forskelle i landbrugsstrukturen i de enkelte lande). Variationen skyldes også EU-landenes specialisering i forskellige sektorer og forskelle i landbrugets konkurrenceevne inden for EU.

^{Kilder: Udgifter til den fælles landbrugspolitik: Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter
*Disse medlemslande modtog betalinger fra Next Generation EU i 2021.}