Udgifter til den fælles landbrugspolitik

Udgifter til den fælles landbrugspolitik i EU's samlede udgifter

Denne graf viser udviklingen i udgifterne til den fælles landbrugspolitik i årenes løb som en del af EU-budgettet. Andelen er faldet i løbet af de seneste 40 år fra 73,2 % i 1980 til ca. 24,6 % i 2023. Dette fald er fortsat, også efter flere EU-udvidelser.

Den nedadgående tendens i den fælles landbrugspolitiks andel af EU's udgifter skyldes hovedsagelig reformer af den fælles landbrugspolitik og den stigende andel af andre EU-politikker i EU's udgifter. Det kraftige fald i 2021 hænger sammen med en stigning i EU's samlede udgifter til Next Generation EU.

^{November 2024}^Kilder^{: Udgifter til den fælles landbrugspolitik: Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter EU's udgifter: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Handel}

Udgifterne til den fælles landbrugspolitik og reformprocessen for den fælles landbrugspolitik

Denne graf viser udviklingen i udgifterne til den fælles landbrugspolitik og de politiske ændringer.

I 1980'erne gik udgifterne til den fælles landbrugspolitik hovedsagelig til prisstøtte gennem markedsmekanismer (offentlige indkøb, også kaldet intervention, og eksportsubsidier), som steg ved udgangen af årtiet på grund af landbrugsoverskud.
Med reformen af den fælles landbrugspolitik i 1992 blev markedsprisstøtten reduceret og erstattet med producentstøtte i form af direkte betalinger. Udgifterne til udvikling af landdistrikterne steg også.
Agenda 2000 videreførte reformprocessen. Udvikling af landdistrikterne blev indført som et nyt grundelement i den fælles landbrugspolitik.
Med 2003-reformen blev de fleste direkte betalinger afkoblet fra den aktuelle produktion, da de var baseret på landbrugerens tidligere indtægter. Udgifterne til udvikling af landdistrikterne fortsatte med at stige.
Med sundhedstjekket i 2008 tog man flere skridt på vejen mod en reform af den fælles landbrugspolitik og reducerede markedsstøtten yderligere.
Reformerne i 2013 og 2023 fastholdt den markedsorienterede reformproces, og samtidig styrkedes forbindelsen mellem afkoblet direkte støtte og miljø- og klimatiltag.
På trods af flere udvidelser faldt den fælles landbrugspolitiks samlede udgifter som andel af bruttonationalproduktet (BNP) faktisk fra 0,54 % i 1990'erne til 0,36 % i 2023. UK's udtræden resulterede i en relativ stigning til 0,38 % af EU's BNP i 2021.

^{November 2024}^Kilder^{: Udgifter til den fælles landbrugspolitik: Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter 2024-budgettet: Generaldirektoratet for Budget BNP: Eurostat Årlige udgifter i løbende priser.}
^{*2024: budgetbeløb}

Udgifterne til den fælles landbrugspolitik og reformprocessen for den fælles landbrugspolitik efter 2013

Denne graf viser udviklingen i udgifterne til den fælles landbrugspolitik siden 1980.

Siden 2015 har direkte betalinger omfattet både obligatoriske og frivillige ordninger, afhængigt af de enkelte EU-landes valg.
De skraverede områder i diagrammet viser, at der er fokus på miljømæssig bæredygtighed – de viser de grønne betalinger (2015-2023) og økoordningerne (2024) samt den andel af bevillingen til udvikling af landdistrikterne, der er afsat til miljø- og klimarelaterede tiltag.
Udgifterne til anden markedsstøtte i de seneste år omfatter hovedsagelig udgifter til nationale vinprogrammer, producentorganisationer i frugt- og grøntsagssektoren, skoleordningen for frugt, grøntsager og mælk, salgsfremstød for landbrugsfødevarer og biavl.

^{November 2024. 1980-2023: faktiske udgifter}
^Kilder^{: Udgifter til den fælles landbrugspolitik i de seneste år: Finansberetning fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter 2024-budgettet: Generaldirektoratet for Budget BNP: Eurostat og Global Insight}
^{*2024: budgetbeløb}

De direkte betalingers og de samlede subsidiers andel af faktorindkomsten i landbruget (gennemsnit for 2018-2022)

Faktorindkomsten i landbruget er indkomst, der genereres af landbruget, og som anvendes til at betale for:

lånte/lejede produktionsfaktorer (kapital, lønninger og jordleje)
egne produktionsfaktorer (egen arbejdskraft, kapital og jord).

Dette indkomstbegreb er velegnet til at måle virkningen af ændringer i niveauet for offentlig støtte (dvs. direkte betalinger) på landbrugernes evne til at tilbagebetale kapital og betale lønninger, forpagtningsafgifter og egne produktionsfaktorer. Denne indkomstindikator gør det muligt at sammenligne egne og eksterne produktionsfaktorer, som ofte varierer betydeligt fra det ene EU-land til det andet.

Forskelle mellem de enkelte EU-lande:

Mange producenter i EU er stærkt afhængige af offentlig støtte (f.eks. direkte betalinger og penge til udvikling af landdistrikterne). Den gennemsnitlige andel af direkte betalinger i landbrugsfaktorindkomsten i 2018-2022 var på 23 %. Dette dækker imidlertid over betydelige forskelle mellem EU-landene, fra 20 % eller mindre i Cypern, Holland, Italien, Malta, og Spanien til mere end 40 % i Estland, Letland, Litauen og Slovakiet. Hvis man medregner alle subsidier, nåede andelen af den samlede EU-støtte i gennemsnit op på 33 % af landbrugsindkomsten i EU.
Denne store variation i andelen af offentlig støtte i landbrugsindkomsten afspejler den nuværende fordeling af støtten i EU-landene (primært baseret på forskelle i landbrugsstrukturen i de enkelte lande). Variationen skyldes også EU-landenes specialisering i forskellige sektorer og forskelle i landbrugets konkurrenceevne inden for EU.

^{November 2024}^Kilder^{: Udgifter til den fælles landbrugspolitik: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (finansiel rapport), herunder betalinger under Next Generation EU for 2021-2022.}

Udgifter til den fælles landbrugspolitik