Chianti BOB er en af de mest berømte italienske vine, og den er kendt i hele verden. Hvis den drikkes sammen med en enkel tomatbaseret pastaret – eller måske til lever og hestebønner – har dens intense aroma en tendens til at blive endnu mere raffineret, når den ældes.
Chianti BOB's farve er klar rubinrød, og den udvikler sig gerne i en mere granatrød retning med alderen. Dens tørre og harmoniske smag modnes over tid og får en mere blød, fløjlsagtig karakter.
![Chianti BOB](https://agriculture.ec.europa.eu/sites/default/files/styles/oe_theme_medium_no_crop/public/2022-06/chianti-pdo_555x325_da.png?itok=ODpJ9jcQ)
Oprindelse
Chianti BOB stammer fra den italienske region Toscana, hvor vinstokke altid har været en del af landskabet. For eksempel har man fundet 10 millioner år gamle forstenede vinstokke i regionen.
De første tegn på vindyrkning i regionen kan spores tilbage til det 8. århundrede under etruskertiden (8. til 3. århundrede f.Kr.). Allerede dengang blev vin fra Toscana værdsat uden for regionen og eksporteret til Syditalien og Gallien (det meste af det område, som vi i dag kender som Frankrig).
Fra den tidlige middelalder og frem blev især Chianti BOB mere og mere populær. Højdedragene mellem byerne Firenze og Siena blev kendt som Chianti-bjergene. Området blev kendt for sin produktion af vin, og de tre største landsbyer i området (Castellina, Gaiole og Radda) gik sammen om at danne Lega del Chianti (Chianti-ligaen).
I 1716 blev Chianti for første gang anerkendt juridisk som område. Storhertugen af Toscana, Cosimo III de Medici, besluttede, at vinnavnet Chianti fremover kun måtte bruges af producenter fra de landsbyer, som hørte under Lega del Chianti, Greve og de omkringliggende områder.
Siden da er det afgrænsede område for produktion af Chianti BOB gradvist blevet udvidet, så det nu også dækker en stor del af det centrale Toscana, der omfatter provinserne Arezzo, Firenze, Prato, Pistoia, Pisa og Siena. Området blev juridisk anerkendt for Chianti BOB, da det den 9. august 1967 blev tildelt den italienske kontrollerede oprindelsesbetegnelse (DOC).
Produktion
Chianti BOB's særlige egenskaber er forbundet med regionens klimatiske og geologiske karakteristika. Det varme middelhavsklima fra det Tyrrhenske Hav kombineret med temperaturer, der tempereres af de bløde bakker, giver optimale betingelser for vindyrkning. Højden sikrer, at druerne bevarer en god balance mellem sukker og syre, da der er store daglige udsving i temperaturen.
De druesorter, der anvendes til produktion af Chianti BOB, dyrkes for størstedelens vedkommende traditionelt i regionen. For eksempel er Sangiovese N den primære sort, der anvendes til fremstilling af Chianti, og den skal udgøre 70 til 100 % af druerne.
De vinstokke, der anvendes til fremstilling af Chianti BOB, kan ikke dyrkes over 700 meter over havets overflade, men dyrkes normalt mellem 200 og 400 meter over havets overflade. Der findes ikke nogen specifikke begrænsninger for selve dyrkningen, så længe druernes og vinstokkenes særlige egenskaber ikke påvirkes. Det er dog strengt forbudt at benytte vandret dyrkning.
Der findes i dag forskellige typer Chianti BOB, som adskiller sig i forhold til lagringsmetoder eller druesammensætning, f.eks. Chianti Superiore og Chianti Riserva. Fælles for dem er dog, at de alle skal fremstilles inden for det afgrænsede oprindelsesområde, og at druerne også skal komme herfra.
Flere oplysninger
Chianti BOB – retlig specifikation