Den nye gennemførelsesmodel

Den nye gennemførelsesmodel er hjørnestenen i den fælles landbrugspolitik, som trådte i kraft den 1. januar 2023. Den udgør et skift til et større fokus på resultater og en ny fordeling af ansvaret mellem EU-landene og Kommissionen, og på samme tid fastholder den et robust sikkerhedssystem, der holder udgifterne til den fælles landbrugspolitik i stramme tøjler. Den nye gennemførelsesmodel tager højde for hvert enkelt EU-lands behov og giver dem friheden til at skabe deres egen landbrugspolitik. Og mens modellen anerkender de enkelte landes særkender, sikrer den også ensartethed.

Fundamentet for den nye gennemførelsesmodel er EU-landenes strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og de tilhørende velfungerende styringssystemer. Formålet med de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik er at lade EU-landene udforme og målrette interventionerne, så de både opfylder specifikke behov og leverer resultater med hensyn til målene på EU-plan.

Med den nye gennemførelsesmodel er den fælles landbrugspolitik gået fra en overholdelsesbaseret model til en resultatbaseret model med en mere strømlinet tilgang, der omfatter mål for den samlede politik og skal føre til resultater ved at tage højde for landespecifikke behov.

Derfor er der fastsat et regelsæt på EU-plan, som giver EU-landene mulighed for at arbejde henimod fælles EU-mål via deres egne strategiske planer, som passer bedre til situationen i det enkelte land og den enkelte region.

Lovgivningen om den fælles landbrugspolitik indeholder nu en række resultatindikatorer – rammen for overvågning og evaluering. Indikatorerne vil blive overvåget via årlige performancerapporter for at vurdere, hvordan det går for EU-landene med at nå målene i den fælles landbrugspolitik.

Ved en årlig resultatregnskabsafslutning vil Kommissionen tjekke, om EU-landenes udgifter stemmer overens med det faktiske output. Derudover vil den følge op på, om landene også på lang sigt når de større og mindre mål, de har sat sig.

Dette fokus på politiske resultater vil desuden blive afspejlet i den nye tilgang til sikkerhed. Da EU-lovgivningen ikke længere skal fastlægge detaljerede overholdelsesregler for tilskudsmodtagerne, vil det fremover være de nationale resultater, der giver sikkerhed for, at den fælles landbrugspolitik implementeres korrekt.

Udgifters støtteberettigelse under den fælles landbrugspolitik vil afhænge af, om landenes styringssystemer er velfungerende. Dette vil bl.a. forudsætte, at de grundlæggende EU-krav overholdes, og at udgifterne svarer til de faktiske output.

Kommissionen har en række redskaber til at beskytte EU-budgettet, hvis EU-landenes udgifter ikke medfører et tilsvarende output, eller hvis deres styringssystemer ikke fungerer godt nok.

Hvis et EU-land ikke leverer de krævede resultater, vil Kommissionen arbejde tæt sammen med landet og via en handlingsplan få dets performance tilbage på sporet for at sikre, at den fælles landbrugspolitik opfylder de overordnede EU-mål. Kommissionen har desuden mulighed for at suspendere refusionen fra EU-budgettet til EU-landet, hvis det ikke gennemfører handlingsplanen, eller hvis planen er åbenlyst utilstrækkelig til at rette op på situationen. 

Med den nye gennemførelsesmodel kan EU-landene tilpasse landbrugsstøtten ud fra deres egne og deres landbrugeres behov og samtidig opfylde målene med den fælles landbrugspolitik. Den gør det også muligt at nedbringe og forenkle det administrative arbejde for landbrugeren.

Den nye gennemførelsesmodel fremmer forenkling, fordi den tillader EU-landene at udforme deres egne kontrol- og sanktionssystemer.

Den tidligere ramme for den fælles landbrugspolitik var baseret på detaljerede krav på EU-plan og omfattede strenge kontroller, sanktioner og revisionsordninger. Disse bestemmelser var meget præskriptive, helt ned på bedriftsniveau. Men da landbruget i EU er meget forskelligartet og drives under forskellige klimatiske vilkår, er hverken en topstyret tilgang eller en standardtilgang længere hensigtsmæssig, når det drejer sig om at levere de ønskede resultater og give større merværdi for EU.

I den nye gennemførelsesmodel fastlægger EU-lovgivningen de grundlæggende parametre (den fælles landbrugspolitiks målsætninger, overordnede interventionstyper og grundlæggende krav), mens medlemslandene både påtager sig et større ansvar for, hvordan målsætningerne opfyldes og de aftalte mål nås, og får større fleksibilitet til at gøre dette.

For at kunne skabe merværdi for EU og fastholde et velfungerende indre landbrugsmarked gennemgår medlemslandene en struktureret proces, som udmøntes i de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. Processen omfatter intervention med direkte betalinger til forskellige sektorer og til udvikling af landdistrikter, hvilket sikrer sammenhæng mellem de forskellige politikker. Gennemførelsesmodellen vil således fortsat garantere lige konkurrencevilkår og bevare den fælles natur og landbrugspolitikkens to søjler. Når Kommissionen godkender landenes strategiske planer, vil den sørge for, at den fælles landbrugspolitik bidrager mest muligt til at føre EU's prioriteter ud i livet og nå EU's klima- og energimål. Dette er vigtigt for at sikre, at en fælles tilgang til medlemslandenes miljø- og klimamål bevares.

Retsgrundlaget for den fælles landbrugspolitik er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Den fælles landbrugspolitik for 2023-2027 er omfattet af tre forordninger, som alle har været gældende siden den 1. januar 2023:

• Forordning (EU) 2021/2116, der ophæver forordning (EU) 1306/2013, om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik
• Forordning (EU) 2021/2115 om regler for støtte til strategiske planer og om ophævelse af forordning (EU) 1305/2013 og (EU) 1307/2013
• Forordning (EU) 2021/2117 om ændring af forordning (EU) 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter, (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EU) 251/2014 om geografiske betegnelser for vinprodukter og (EU) 228/2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder.