EU's rolle i landbruget og udvikling af landdistrikterne
Landbruget et af de mest komplekse, følsomme og kritiske spørgsmål i forbindelse med udvidelsen på grund af:
- sin betydelige størrelse (andel af BNP og det store antal personer, der er aktive inden for landbruget)
- sine strukturelle mangler (selvforsyningslandbrug og delvis selvforsynende landbrug).
Kommissionens eksperter inden for landbrug og udvikling af landdistrikter yder bistand og vejledning til kandidatlande og potentielle kandidatlande til forberedelse af kommende medlemskab af EU og mere konkret den fælles landbrugspolitik og udviklingen af landdistrikterne.
Betingelser for landbrug og udvikling af landdistrikter
To sæt kriterier er af central betydning.
Økonomiske aspekter
- En fungerende markedsøkonomi baseret på klare ejendomsrettigheder, velfungerende markeder, prisliberalisering og makroøkonomisk stabilitet.
- Evnen til at klare konkurrencen og markedskræfterne i EU og presset fra importerede landbrugs- og fødevareprodukter.
Fællesskabsstandarder
- Tilstrækkelig administrativ kapacitet hos landbrugsforvaltningerne, særlig inden for udformning af landbrugspolitikken, analyse, gennemførelse, support og kontrol.
- Tilstrækkelig administrativ kapacitet til udarbejdelse og gennemførelse af førtiltrædelsesforanstaltninger inden for udvikling af landdistrikterne (IPARD) og senere programmer for udvikling af landdistrikterne.
- Tilpasning af lovgivning og etablering af administrativ kapacitet inden for økologisk landbrug, kvalitetspolitik og andre aspekter, der berører alle EU-lande.
- Indførelse af mekanismer på markedsniveau, herunder handelsnormer, prisrapportering, kvoteforvaltning, producentorganisationer og offentlig intervention.
Tiltrædelsesforhandlinger
Tiltrædelsesforhandlingerne i landbruget fokuserer på procedurerne for fremtidige direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og behovet for overgangsforanstaltninger, der letter integrationen i EU, under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende for landbrugssektoren i kandidatlandene.
Det er afgørende at have et stort antal bindende regler og en effektiv offentlig forvaltning, som håndhæver dem, så den fælles landbrugspolitik kan fungere.
Dette omfatter de love, der styrer forvaltningssystemerne, f.eks. et betalingsorgan og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, samt kapaciteten til at gennemføre initiativer til udvikling af landdistrikterne.
EU-medlemskabet kræver integration af en række landbrugsprodukter, herunder markafgrøder, sukker, animalske produkter og specialiserede afgrøder, i den fælles markedsordning.
Se også
Fælles markedsordninger for landbruget
Stabiliserings- og associeringsprocessen
Stabiliserings- og associeringsprocessen fastsætter fælles politiske og økonomiske mål, der understøttes af kontraktlige, økonomiske og finansielle instrumenter med henblik på at styrke reformerne og ledsage overgangsprocessen i det vestlige Balkan.
De to vigtigste instrumenter, der gør det muligt for EU at stabilisere og gradvist bringe Balkanlandene i overensstemmelse med dets egne økonomiske og juridiske systemer, er:
- stabiliserings- og associeringsaftalerne, herunder handelspræferencer
- finansieringsinstrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA)
Kandidatlande
Albanien, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Tyrkieter de fem lande, der har status som "kandidatlande".
Potentielle kandidatlande
Bosnien-Hercegovina og Kosovo har status som potentielle kandidatlande.
Relaterede links
Kort om den fælles landbrugspolitik
Overblik over formålet med, historien bag og gældende regler i den fælles landbrugspolitik, som støtter EU's landbrug og sikrer Europas fødevaresikkerhed.
Udvikling af landdistrikterne
EU fremmer dynamiske landdistrikter. Sammen med markedsforanstaltninger og indkomststøtte står initiativerne til udvikling af landdistrikterne i centrum af den fælles landbrugspolitik.