Baggrund for taskforcen
I september 2018 udsendte Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker en meddelelse om alliancen mellem Afrika og Europa med fokus på bæredygtige investeringer og job, som blandt andet indebar en udvidet forpligtelse til bæredygtig udvikling af landdistrikterne i Afrika gennem styrket samarbejde og dialog med Den Afrikanske Union (AU).
I den forbindelse blev taskforcen for landdistrikter i Afrika oprettet for at rådgive Kommissionen om, hvordan man bedst kan bidrage til bæredygtig udvikling og jobskabelse i Afrikas landbrugsfødevaresektor og økonomi i landdistrikterne.
Taskforcen tæller 11 medlemmer med ekspertise inden for landbrug, landbrugsbedrifter og agroindustri (navnlig landbrugsfødevaresektoren i Afrika) samt handel, udviklingspolitik og migration. Taskforcens medlemmer fik følgende opgaver:
- at rådgive om, hvordan man kan opnå større effekt gennem bedre koordinering med eksisterende initiativer, der skal sætte skub i offentlige og private investeringer i udvikling inden for landbruget, landbrugsbedrifterne og agroindustrien i Afrika
- at undersøge, hvordan man kan dele viden og knowhow, der er opnået gennem EU's landbrugspolitikker og politikker for udvikling af landdistrikterne, og skabe beskæftigelsesmuligheder og generere indtægter i Afrikas landdistrikter
- at fastlægge strategier, der skal opprioritere landbrugspolitik og lovgivningsreformer i afrikanske lande (i overensstemmelse med CAADP og Malaboerklæringen) og fremme ansvarlige private investeringer i afrikansk landbrug og afrikanske landbrugsbedrifter for at sætte skub i den interne handel i Afrika og eksporten fra afrikanske lande
- at fastlægge strategier for at hjælpe unge afrikanere, som arbejder i landbruget, på landbrugsbedrifter og i agroindustrien.

Sammenfattende rapport 2019
Taskforcen udgav en sammenfattende rapport i marts 2019, der indeholder forslag til strategier og politikker til transformation af landdistrikterne i Afrika. Forslagene indebærer et styrket samarbejde mellem AU og EU og bidrager væsentligt til den fælles Afrika-EU-strategi, 2030-dagsordenen og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling.
I sin rapport opfordrer taskforcen til et innovativt partnerskab for udvikling af Afrikas landbrugsfødevaresektor og økonomi i landdistrikterne, som opererer på tre niveauer: mellem mennesker, mellem virksomheder og mellem regeringer.
Rapporten udpeger fire strategiske indsatsområder for en omstilling af Afrikas landbrug og økonomien i landdistrikterne på mellemlangt og langt sigt:
- en territorial tilgang til jobskabelse og indkomstvækst
- bæredygtig forvaltning af land- og naturressourcer og klimaindsats
- støtte til bæredygtig omstilling af afrikansk landbrug
- udvikling af fødevareindustrien og fødevaremarkederne i Afrika.
På kort til mellemlangt sigt foreslog gruppen seks initiativer, som start på samarbejdet på indsatsområderne:

støtte til forvaltning i landdistrikterne og et innovativt lokalt handlingsprogram baseret på territorial udvikling

integrering af miljø og bæredygtighed i indsatsen og fremme af klimaindsatsen

opstart af et videns-, innovations- og netværksinitiativ vedrørende omstilling i landbruget og landdistrikterne

øget adgang til privat finansiering og EU-samarbejdsinstrumenter for små og mellemstore virksomheder i landbruget og fødevaresektoren

styrkelse af bæredygtighed i udviklingsværdikæden, regional integration og handel mellem regioner

vidensdeling mellem eksperter i landbrugs- og landdistriktudvikling fra Europa og Afrika
Rapport
Taskforcen for landdistrikter i Afrikas fuldstændige sammenfattende rapport blev offentliggjort i marts 2019.
- Deutsch(3.63 MB - PDF)
- français(2.15 MB - PDF)
- português(3.58 MB - PDF)
Offentlige høringer
I maj 2019 blev der iværksat en offentlig høring for at få interessenternes syn på taskforcens rapport og anbefalinger. Resultaterne af høringen blev offentliggjort i december 2019.
Opdatering af rapporten i 2020
I august 2020 opdaterede taskforcen sine anbefalinger for at tage højde for konsekvenserne af covid-19-pandemien og ændringen i EU's klimapolitik som følge af den europæiske grønne pagt.
Det fremgår af rapporten, at fødevare- og ernæringssikkerheden er blevet så afgørende politisk, økonomisk og socialt, at den skal stå i centrum for al fremtidig politik og planlægning. På baggrund af den konklusion udarbejdede taskforcen en række kort- og langsigtede anbefalinger, som medlemmerne mener er relevante for den nye virkelighed efter covid-19-pandemien.
På kort sigt anbefaler taskforcen, at AU og EU forpligter sig til tre politiske prioriteter på højt plan:
- At løse de akutte behov hos de afrikanske befolkninger, der er hårdest ramt af covid-19 og i visse lande og regioner af invasionen af græshoppesværme.
- At skabe grundlaget for fødevaresystemer i Afrika, der er bæredygtige på langt sigt, ved at gøre de lokale fødevaresystemer og økonomien i landdistrikterne modstandsdygtige.
- At gøre klimaindsatsen til en endnu højere politisk prioritet gennem en forpligtende klimaalliance mellem Afrika og Europa og nå til enighed om de første faser af alliancens etablering.
De opdaterede anbefalinger blev behandlet på landbrugsministertopmødet mellem AU og EU i juni 2021.
På baggrund af anbefalingerne i taskforcens sammenfattende rapport lancerede AU og EU en handlingsdagsorden for landdistrikterne i Afrika i juni 2019.


