
Denne strategi tager fat på de demografiske udfordringer, som EU's landbrugssektor står over for, ved at tiltrække og støtte unge iværksættere.
Den fælles landbrugspolitik og social bæredygtighed i EU
Landbruget i EU forsørger ikke kun landmændene og deres familier, men holder også samfundet som helhed gående ved at levere en række afgørende tjenesteydelser. Landbruget bidrager især til samfundet ved at:
- levere fødevarer og andre nødvendigheder til borgerne
- fungere som det økonomiske fundament for de mindre samfund uden for byerne.
Med sin fælles landbrugspolitik sikrer EU, at landbruget fortsat kan levere disse tjenesteydelser på langt sigt, ved at fremme landbrugets økonomiske bæredygtighed. Samtidig omfatter den fælles landbrugspolitik en række økonomiske foranstaltninger, der skal fremme den sociale inklusion, f.eks. i form af støtte til mindre landbrug og forskellige omfordelingsordninger.
Også miljøforanstaltningerne i den fælles landbrugspolitik er udformet, så de er socialt bæredygtige. Ved at understøtte forvaltningsforpligtelser og investeringer, der er til gavn for miljøet, giver den fælles landbrugspolitik alle landbrugere mulighed for at beskytte naturressourcerne og biodiversiteten på samfundets vegne – en vigtig opgave, der ellers ikke ville blive belønnet af markedet.
Gennem politikker og tiltag, der specifikt er rettet mod fødevaresikkerhed og støtte til landdistrikterne, sikrer EU gennem den fælles landbrugspolitik desuden, at landbruget kan bidrage til bæredygtigheden på alle niveauer i samfundet.
Podcasten Food for Europe
31. Den fælles landbrugspolitiks sociale søjle: kernen i det europæiske landbrug7. september 2023
47. Netværkssamarbejde for kvindelige iværksættere i landdistrikterne31. oktober 2024
55. Ungdomsdialog: Gøre det lettere at skabe sig en karriere inden for landbruget16. maj 2025
En mere retfærdig fælles landbrugspolitik
Den fælles landbrugspolitik for 2023-2027 hjælper dem, der har mest brug for det via nye regler og mål på disse områder:
- Fordeling af indkomststøtte: EU-landene skal afsætte mindst 10 % af deres direkte betalinger til værktøjet til fordeling af indkomststøtte for bedre at kunne imødekomme mindre og mellemstore bedrifters behov.
- Aktive landbrugere: den nye lovgivning indeholder en obligatorisk, men fleksibel, definition af "aktiv landbruger", som sammen med aktivitetsniveauet skal fastlægges af EU-landene. Kun aktive landbrugere kan modtage visse former for EU-støtte.
- Sociale betingelser: den fælles landbrugspolitik er forbundet med overholdelsen af en række EU-arbejdsnormer, og støttemodtagerne bliver tilskyndet til at forbedre arbejdsvilkårene på bedrifterne.
- Tilnærmelse af betalinger: i den fælles landbrugspolitik for 2023-2027 vil niveauerne for indkomststøtte tilnærme sig hinanden, både i de enkelte EU-lande og mellem EU-landene.
- Støtte til unge landbrugere: EU-landene skal bruge mindst 3 % af deres budget til direkte betalinger på unge landbrugere, enten som indkomststøtte, investeringsstøtte eller iværksætterstøtte til unge landbrugere.
- Forbedring af kønsbalancen: ligestilling mellem kønnene og flere kvinder i landbruget er – for første gang – et af målene med de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. EU-landene skal vurdere disse spørgsmål og tage udfordringerne op.
Produktion af sikre og bæredygtige fødevarer
Fødevaresikkerhed er en meget vigtig dagsorden for EU. Et af de første mål for den fælles landbrugspolitik, som samtidig er en af EU's første og største politikker, var at sikre fødevaresikkerheden i tiden efter 2. verdenskrig.
For at hjælpe landbruget med at dække efterspørgslen i samfundet fremmer den fælles landbrugspolitik en effektiv fødevareproduktion, som giver maksimalt udbytte for både landbrugerne, forbrugerne og miljøet ved at:
- gøre det muligt at omlægge produktionsmetoder og forvaltningssystemer på måder, der reducerer brugen af pesticider og gødning og gør bedst mulig brug af naturbaserede, teknologiske og digitale løsninger
- tilbyde en bred vifte af støtteforanstaltninger, der løfter gårdenes indtjening og styrker deres konkurrenceevne
- finansiere oplysningskampagner og forbrugsfremmende foranstaltninger, der oplyser forbrugerne om EU's landbrug som en sikker og bæredygtig kilde til deres fødevarer.
Mere modstandsdygtige landdistrikter
Landbruget udgør rygraden i landdistrikter i hele EU. Disse lokalsamfund står over for en række udfordringer såsom aldrende befolkninger, en underudviklet infrastruktur og mangel på serviceydelser og jobmuligheder.
Med sin fælles landbrugspolitik bidrager EU til at gøre landdistrikterne mere modstandsdygtige på flere måder:
- Politikken for udvikling af landdistrikterne sigter mod social inklusion, jobskabelse og afgrødediversificering samt udvikling af infrastrukturen på landet, f.eks. ved at give flere adgang til bredbånd.
- EU's udviklingsprogrammer for landdistrikterne omfatter også støtte gennem LEADER-metoden, som samler landbosamfund om at lave og gennemføre lokale udviklingsstrategier, så de i fællesskab kan løse de problemer, de står over for.
- Ekstra støtte til landbrugere i områder med naturbetingede eller andre specifikke begrænsninger bidrager til at afbøde de negative socioøkonomiske konsekvenser af nedlæggelse af landbrug, mens forskellige støttemidler til unge landbrugere gør det nemmere at foretage generationsskifter og hjælper med til at bremse fraflytningen fra landdistrikterne.
- Gennem den fælles overvågnings- og evalueringsramme indsamler Kommissionen omfattende socioøkonomiske data for landdistrikterne med henblik på at sikre databaserede løsninger på væsentlige sociale problemer som affolkning, fattigdom og arbejdsløshed.
Den fælles landbrugspolitik anerkender og styrker også forholdet mellem de små samfund i landdistrikterne og miljøet. Foranstaltninger, der beskytter miljø, vilde dyr og naturressourcer, f.eks. ren luft og rene floder, er ikke kun gavnlige for landbruget og miljøet, men bidrager også til livskvaliteten i landdistrikterne og åbner muligheder for fritidsaktiviteter og turisme, hvilket yderligere kan understøtte de små samfund.

Kommissionen fremlægger sin vision for landbrug og fødevarer, der skal fremme tillid og dialog i hele værdikæden i EU og globalt.
Viden og innovation spiller en stor rolle
Viden, forskning og innovation kan puste nyt liv i landdistrikterne og hjælpe med til at sikre dem en dynamisk fremtid:
- Politikken for udvikling af landdistrikterne støtter innovation i landdistrikter gennem det europæiske innovationspartnerskab for landbruget og initiativer som intelligente landsbyer.
- Forskning og innovation på områder som dynamik i og politikker for landdistrikter og landbruget og styrkelse af den menneskelige kapital og innovationssystemer gør landbosamfundene mere modstandsdygtige og spiller en vigtig rolle i at stimulere en grøn og socialt inkluderende økonomisk vækst.
- Der er også dedikeret forskning og innovation inden for områder som bæredygtige, innovative og cirkulære værdikæder for fødevarer og ikkefødevarer, økologiske landbrugsmetoder og digitalt landbrug, der gør det muligt at styrke fødevaresikkerheden uden at lægge ekstra pres på miljøet.
- Den fælles landbrugspolitiks mål for fødevareproduktion støttes desuden af Det Fælles Forskningscenter, som er Kommissionens videnskabs- og videnstjeneste, der forsker i landbrug og fødevaresikkerhed.
Relaterede links

Svar på de oftest stillede spørgsmål om den fælles landbrugspolitik.

The Food for Europe podcast is a European podcast series on food and farming, featuring interviews with key players in European agricultural policy.

